§ 1
Klubbens navn er Kolding Modeljernbaneklub, forkortet KdMJK.
Klubben er hjemmehørende i Kolding Kommune.
Klubben har til formål:
1) at øge interessen for og formidle viden om modeljernbanehobbyen i størrelsesforholdet 1:87 (H0) over for klubbens medlemmer.
2) at give mulighed for at medlemmerne kan mødes for at bygge modeller, moduler eller andet relateret i.h.t. pkt. 1, samt køre på et eventuelt opstillet modulanlæg efter FREMO-normerne.
3) at virke som inspirator for udbredelsen af FREMO-ideen og at deltage aktivt på alle måder i FREMOs arbejde – både i Danmark og internationalt – i det omfang det konkret besluttes på medlemsmøder.
Klubben er stiftet 30. april 1980.
§ 2
Klubben ledes af en BESTYRELSE bestående af 3 eller 5 medlemmer afhængigt af antal aktive medlemmer.
Bestyrelsen vælges blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer (se §5)
Har klubben ved udgangen af et kalenderår fra 1-19 stemmeberettigede medlemmer, består bestyrelsen fra førstkommende generalforsamling af 3 medlemmer:
en FORMAND, en KASSERER, samt en SEKRETÆR.
Har klubben ved udgangen af et kalenderår 20 stemmeberettigede medlemmer eller derover, består bestyrelsen fra førstkommende generalforsamling af 5 medlemmer:
en FORMAND, en KASSERER, en SEKRETÆR samt 2 MENIGE bestyrelsesmedlemmer.
Valget af FORMAND, KASSERER, samt SEKRETÆR gælder 2 år, således at FORMANDEN og SEKRETÆREN vælges på lige årstal og KASSEREREN vælges på ulige årstal.
Såfremt bestyrelsen jfr. ovenstående skal bestå af 5 medlemmer indvælges 2 menige bestyrelsesmedlemmer, for hvilke valget gælder 1 år.
Hvert år vælges en BESTYRELSESSUPPLEANT.
Bestyrelsen udnævner en redaktør blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af medlemmerne er til stede, og beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Klubben tegnes af formand og kasserer i forening.
Bestyrelsen afholder møder, så ofte et af bestyrelsesmedlemmerne finder anledning dertil.
Bestyrelsen kan efter skøn nedsætte udvalg.
Beslutninger angående den principielle, overordnede
opbygning af anlægget vedtages på en generalforsamling. Detaljer omkring
opbygning eller ændringer på anlægget drøftes på medlemsmøder og besluttes af
bestyrelsen.
Opbygning og drift af klubbens anlæg skal følge klubbens vedtagne standarder.
§ 3
Klubbens højeste myndighed er GENERALFORSAMLINGEN. Den ordinære generalforsamling afholdes i årets første kvartal.
Denne, såvel som ekstraordinære generalforsamlinger, skal indkaldes med mindst 14 dages varsel, at regne fra poststemplet eller dato for udsendelse af indkaldelsen pr. email.
Dagsorden for klubbens ordinære generalforsamling:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens årsberetning
- Kassereren aflægger regnskab
- Fastlæggelse af kontingent
- Valg af bestyrelse
- Valg af revisor
- Valg af bestyrelsessuppleant
- Valg af revisorsuppleant
- Indkomne forslag
- Vedtagelse af klubstandarder
- Eventuelt
Forslag til optagelse under pkt. 4-10 skal være formanden i hænde senest 8 dage før afholdelse af generalforsamlingen.
Enhver lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig. Beslutninger vedtages ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
Lovændringer kan kun vedtages på en ekstraordinær generalforsamling.
§ 4
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af
bestyrelsen, når denne ønsker det, eller når 2/3 af de stemmeberettigede
medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom.
Indkaldelse til ekstraordinær
generalforsamling skal være ledsaget af en dagsorden.
§ 5
Anmodning om medlemsskab sker til bestyrelsen, der tager stilling til, om den pågældende kan optages.
Bestyrelsen tager, afhængig af typen af medlemsskab, stilling til den endelige optagelse efter en prøvetid på 6 måneder, hvoraf måneden for indmeldelse er kontingentfri.
Medlemsskaberne opdeles i følgende grupper :
G- medlemsskab :
Ved G-medlemsskab forstås et medlemsskab, hvor medlemmet kan deltage i samtlige klubbens aktiviteter. Ansøger skal være fyldt 18 år.
G-medlemsskab indebærer fuld stemmeret på generalforsamlingen, samt mulighed for at erhverve egen nøgle til klubben.
G-medlemsskab giver adgang til at deltage i køresessionerne på modulanlægget.
Med et G-medlemsskab kan man benytte et af de til fælles brug definerede arbejdsborde,
men efter hvert besøg i klubben skal det benyttede bord ryddes og private ejendele bringes bort igen.
S-medlemsskab :
Ved S-medlemsskab forstås et medlem, der har nøjagtigt de samme betingelser som et G-medlem – men et S-medlemsskab indebærer ret til, at medlemmet har sit eget definerede arbejdsbord, hvor private ejendele ikke skal ryddes efter hvert besøg i klubben.
J-medlemsskab:
Ved J-medlemsskab forstås et medlemsskab, hvor medlemmet har ret til at komme i klubben, når der er åbent og medlemmet kan da benytte samtlige klubbens sociale aktiviteter. J-medlemmer skal normalt være fyldt 15 år.
Kontingentet er til reduceret takst, og medlemmet kan ikke erhverve ret til eget arbejdsbord.
J-medlemsskab giver adgang til at deltage i køresessionerne på modulanlægget, såfremt bestyrelsen forud har inviteret til dette.
Ved J-medlemsskab har man ikke stemmeret på generalforsamlingen og har ikke mulighed for at erhverve nøgle.
Et optaget J-medlem overgår automatisk på sin 18 års fødselsdag til at være G-medlem, dog uden fornyet prøvetid.
P-medlemsskab :
Ved P-medlemsskab forstås et passivt medlemsskab, hvor medlemmet har ret til at komme i klubben, når der er åbent og medlemmet kan da benytte samtlige klubbens sociale aktiviteter.
Ansøger skal være fyldt 12 år. P-medlemmer har ikke mulighed for at erhverve nøgle.
P-medlemsskab giver adgang til at deltage i køresessionerne på modulanlægget, såfremt bestyrelsen forud har inviteret til dette. P-medlemmet skal dog her være fyldt 15 år.
P-medlemmer kan deltage i generalforsamlinger, men uden stemmeret.
ST-medlemsskab:
Ved ST-medlemsskab forstås støtte-medlemsskab til reduceret kontingent.
ST-medlemmer kan deltage i møder og generalforsamlinger, men uden stemmeret.
–
Eksklusion af et medlem kan foretages af bestyrelsen med omgående virkning, såfremt denne finder grundlag herfor.
Det ekskluderede medlem har ret til, på førstkommende ordinære generalforsamling, at få sin eksklusion taget op til fornyet overvejelse.
§ 6
Klubbens regnskabsår følger kalenderåret.
Klubben drives fortrinsvis af kontingenter, der for G-/S-P- og J-medlemmer betales kvartals-vis efter opkrævning, der kan udsendes forud for kvartalet.
Betaling skal foreligge senest en måned efter opkrævning.
Kontingent for ST-medlemmers vedkommende opkræves for et år ad gangen.
Betaling skal foreligge senest en måned efter opkrævning.
Restance i mere end 2 kvartaler berettiger bestyrelsen til at anse vedkommende for udmeldt.
Genoptagelse af medlemskab kan kun ske ved indbetaling af restance.
§ 7
Klubben hæfter ikke for privat materiel opbevaret i klubbens lokaler.
Privat materiel der anvendes på klubbens anlæg, skal være forsynet med et, af bestyrelsen, fastsat kendetegn.
De enkelte medlemmer kan ikke på nogen måde forpligte klubben uden bemyndigelse fra bestyrelsen. For forpligtelser påtaget af klubben hæfter dennes formue, og intet krav kan gøres gældende mod de enkelte medlemmer.
§ 8
Klubbens virksomhed ophører, når der blandt medlemmerne ikke er den fornødne interesse for dens virke.
Forslag om klubbens ophør fremsættes til eller af bestyrelsen, der skriftligt indkalder samtlige klubbens aktive medlemmer til en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, der kun kan vedtage klubbens ophør, såfremt der opnås fuld enighed blandt de fremmødte. Opnås ikke fuld enighed på generalforsamlingen indkaldes om fornødent til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutningen kan vedtages med et flertal på ¾ af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
§ 9
Ved ophør beslutter bestyrelsen hvorledes der skal forholdes med klubbens ejendele og formue, således som den måtte fremkomme efter at alle klubbens forpligtelser er dækket. Der kan evt. holdes auktion over klubbens ejendele, hvor stemmeberettigede medlemmer har forkøbsret. Ved en sådan auktion fastsættes minimumspriser af en uvildig skønsmand.
Bestyrelsen skal dog tilse, at den formue der måtte fremkomme efter klubbens ophør, tilfalder beslægtede foreninger eller museer, som enten har til formål at opbygge, vedligeholde, drive eller udbrede interessen for tog i model eller tog af ældre dato i naturlig størrelse. Skulle dette ikke være muligt, skal formuen tilfalde andre almennyttige formål.
——
Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 5.3.2019.
Oprindelige love vedtaget på generalforsamling 27.8.1980.
Ændringer vedtaget på ekstraordinære generalforsamlinger 20.11.1980, 4.3.1982, 15.2.1983, 7.1.1984, 5.7.1984, 9.2.1985, 22.3.1986, 28.9.1986, 17.1.1987, 10.1.1989, 17.3.1994, 28.3.1995, 16.9.1997, 20.2.2001, 19.2.2002, 4.2.2003, 17.2.2004, 17.3.2009 samt 5.3.2019..